Sandheden om bulletproof kaffe

Kan bulletproof kaffe give en stærkere krop og en bedre hjerne? Vi har drukket kaffen gennem et stykke tid og giver her vores ærlige mening til kende.

For nogle år siden stødte jeg først på idéen om bulletproof kaffe eller bulletproof coffee, som det selvfølgelig hedder på engelsk.

Hæld noget smør i din kaffe, opnå supernaturlige evner, føj mindst ti point til din IQ, få vaskebræt og ekstra energi. Nogenlunde sådan blev drikken præsenteret de fleste steder på nettet.

Drikken bliver også ofte omtalt som ‘kaffe med smør’ her i landet, selvom det er lidt af en simplificering.

En LCHF-drik

Entreprenør og helseguru David Asprey er den mest kendte fortaler for bulletproof kaffe. Angiveligt blev han ledt på sporet af drikken, da han var på bjergbestigning i Tibet. Efter at have smagt te med yak-smør genskabte han en drik med lignende effekt. Blot i en mere vestlig udgave: Kaffe blendet med smør og en speciel form for olie ved navn MCT.

Ifølge David Asprey giver en ordentlig dosis fedt fra morgenstunden en masse gavnlige effekter.

I disse tider, hvor palæo-kost efterhånden er blevet mainstream, er flere og flere begyndt at dyrke en særligt variant under navnet ‘low carb, high fat’ – for det meste forkortet LCHF. Det er de samme folk, der laver crossfit eller sværger til Thomas Rode træning. Så er demografien ligesom på plads.

Teorien er, at vi mennesker er lavet til at spise store mængder fedt og langt mindre stivelse (brød, pasta, ris, kartofler) end vi gør i dag. Der findes cirka en trillion blogs, der kan forklare detaljerne bedre end denne, men angiveligt trives vi bedre, når vi får en stor del af vores energi fra fedt. I stedet for at få et forhøjet blodsukker, som kulhydrater fra stivelse vil give, så vil en solid dosis smør og olie give et stabilt blodsukker dagen lang. 

Det giver mindre sult, mere mental klarhed og medfører generelt bare et hav af positive ting. Der er nok noget om snakken, da man i den etablerede medicin er begyndt at bruge denne form form for kost til at behandle epilepsi. 

Smør er sundt

De officielle anbefalinger i forhold til bulletproof kaffe lyder på, at man blender to kopper morgenkaffe med cirka 30 gram MCT-olie (MCT fedt) og 30 gram usaltet, økologisk smør.

Smør er sundere, end vi går og tror – det er de fleste forskere efterhånden enige om. MCT-olie er en koncentreret version af de særligt sunde mellemlange fedtsyrer, som hjernen kan forbrænde direkte som energi.

bulletproof kaffe

En god Bulletproof kaffe har et flot lag skum på topppen

Kaffe med smør og olie kan ifølge Asprey og hans tilhængere helt erstatte morgenmad. For de fleste af os lyder det måske som en relativt bizar form for selvpineri at udskifte havregryn med store mængder flydende fedt. Men efter et par dages tilvænning er det ikke så slemt. Jeg vil endda gå så vidt som at sige, at man efter en uge absolut ikke savner sin morgenmad. Tværtimod.

Kaffe med smør – erfaringer

Mine egne erfaringer har været, at bulletproof kaffe bestemt giver øget energi i forhold til morgenmad

Efter at være begyndt at drikke kaffen hver morgen, lagde jeg pludselig mærke til, hvordan mine morgenmads-kollegaer ofte gik og var snack-sultne allerede omkring 10-11 tiden og virkede ufokuserede. Jeg selv begyndte at have mine mest produktive timer i tidsrummet fra morgen til frokost. Og her taler vi altså om et erklæret b-menneske.

En anden effekt, som ofte bliver fremhævet som en positiv ting ved bulletproof coffee, er vægttab. Denne skribent oplevede selv den bedste sixpack-form siden 9. klasse på efterskole med morgengymnastik blot efter at have drukket bulletproof kaffe i tre måneder. Generelt handler vægttab selvfølgelig om at spise mindre og sundere, men selvfølgelig hjælper det på det samlede kalorieregnskab at springe et måltid over.

bulletproof kaffe coffe asprey

Med bulletproof kaffe bliver det også pludselig meget lettere at træne på tom mave, hvilket mange ‘intermittent fasting’ guruer i disse år fremhæver, som noget af det bedste at gøre, hvis man vil have maksimalt udbytte af sin træning. 

Bulletproof kaffe med smør spiller max

Hvad der på papiret lyder ækelt og åndsvagt, smager rent faktisk ret godt i virkeligheden. De fleste gastrofile typer ved, at det fremhæver smag at tilsætte smør til mad, og det samme gælder sjovt nok også kaffe (men kun usaltet smør, for guds skyld!)

Vi har tidligere her på bloggen kritiseret caffe latte-drikkere og erkender, at mange af de samme indvendinger kan rettes mod smør-kaffe. Alligevel vurderer vi, at der er en substantiel forskel. Caffe latte er 90’er agtigt og usundt, mens bulletproof kaffe giver dig en god, skarp morgen. Samtidig er det et fænomen, som stadig er på vej op ad hypekurven. Og lad os være ærlige – det er jo i virkeligheden, hvad vi hipstere er allermest interesserede i.

Summa summarum: Spænd tophuen godt fast og forbered dig på et stærkt koffein-rush fra din fuldfede morgenkop. Du har vores velsignelse!

Den originale hipster-certificerede opskrift

  • Änglamark usaltet smør (køb i Kvickly), 30 gram
  • Bulletproof MCT olie, 20-30 gram – alt afhængig af sult fra morgenstunden.
  • To kopper god mørkristet kaffe, cirka 380 gram.
  • Filter eller espressokande til at brygge i (hold dig fra stempelkande – fint grums og smør er ikke de bedste venner)
  • Tålmodighed til at forklare dine uhippe kollegaer om fænomenet.

Protip: Dave Asprey taler meget om, at der er såkaldte mycotoxiner i en del kaffe. Der er bred enighed om, at det er noget sniksnak, man ikke skal bekymre sig om. Slet ikke inden for EU, hvor grænseværdierne er meget lavere end i USA.

PS: Du har brug for en effektiv blender til at mikse hele molevitten sammen. Andre metoder dur ganske enkelt ikke til at blande vand og fedtmolekuler. Tjek denne model fra det norske mærke Wilfa ud. Den har vundet tests i både JP og Politiken.

Læs mere om, hvordan Dave Asprey opfandt drikken på hans ofte underholdende blog.

Summary
recipe image
Recipe Name
Bulletproof kaffe
Published On
Preparation Time
Cook Time
Total Time
Average Rating
41star1star1star1stargray Based on 12 Review(s)

Skriv en kommentar

40 Shares
Share39
Tweet
+1
Share1