Danmarks bedste kaffebarer: Coffee First


En institution i dansk kaffe har skiftet navn og ejerkreds. Men niveauet er stadig højt og kaffen forrygende på det tidligere Estate Coffee.

More...

?️  NY SERIE: DANMARKS BEDSTE KAFFESTEDER – HIPSTERKAFFES GUIDE TIL DANSK SPECIALKAFFE

Hvis du var interesseret i god kaffe tilbage i starten af årtusindet i Danmark, så var der ikke meget at skrive hjem om.

Okay, der var nogle få caféer, som godt nok havde en espressomaskine og kunne skumme noget sødmælk, men når vi taler decideret specialkaffe med et fokus på selve bønnen og dets ophav, så kunne stederne tælles på en enkelt, forholdsvist amputeret, hånd.

I den lille eksklusive gruppe var der en café, som særligt skilte sig ud. Estate Coffee hed stedet netop med reference til, at kaffen her kom fra særligt udvalgte farme og ikke bare var en del af et stort kønsløst blend, som tilfældet var hos stort set alle andre i branchen.

Estate Coffee åbnede i år 2000 på Gammel Kongevej nr 1 i København lige overfor Planetariet. Én af ejerne har du måske hørt om før.

coffee first estate

Coffee First ligger på Gammel Kongevej 1, et reelt stenkast fra Planetariet. (Foto: Hristoskova)

Claus Meyer bliver tilskrevet æren for en del ting i det danske kongerige, og måske skal han også fremhæves som en af mændene bag specialkaffens indtog herhjemme. Han og medstifter Søren Sylvest kunne se et potentiale i at højne kvaliteten på den danske kaffescene før de fleste.

Estate Coffee blev hurtigt kendt som det mest seriøse kaffested i Danmark, og i 2006 vandt en af kaffebarens baristaer, en ung mand ved navn Klaus Thomsen, verdensmesterskabet. Han skulle siden starte The Coffee Collective sammen med et par andre barista-kollegaer fra Estate Coffee.

Estate Coffee er med andre ord et af de få steder i dansk specialkaffes korte historie, som rent faktisk har historie.

Men hvad skete der så? I 2015 valgte stedets ejere at sælge deres andele. Claus Meyer havde i mange år haft travlt med først at indtage Norden, siden resten af verden, og medejer Søren Sylvest ville gerne trimme forretningen og fokusere på chokolade- og kaffeimport samt selve ristningen.

Fra Estate Coffee til Coffee First

To nye ejere overtog caféen. Sasha Hristoskova fra Bulgarien og spansk-filippineren Erlinda Villarba, begge med mange års erfaring i den danske restaurationsbranche, var stamkunder og ville ikke se deres kaffested ryge i hænderne på de forkerte. De nye ejere har ikke ændret på det store. Man har forsøgt at bevare essensen. Det mest opsigtsvækkende er navneskiftet til Coffee First.

Jeg var forbi Coffee First en tilfældig vintervåd fredag for at smage på sagerne. Barista Claus Kiær, som jeg kender og har drukket kaffe med ved tidligere lejligheder, havde vagten, så jeg vidste, at jeg var i gode hænder. Claus har været på Coffee First i 12 år under begge ejere, så det er en mand, som har styr på sin kaffe.

coffee first godhåbsvej

Claus var også barista her, da det stadig hed Estate Coffee.

Jeg fik en kenyansk bønne tilberedt i Hario V60. Normalt er jeg ikke så begejstret for bønner fra det land på grund af det høje indhold af æblesyre, som er udbredt blandt kenyanske varianter. Men den lille Hario range server, jeg fik serveret på Coffee First, indeholdt en balanceret og blød væske uden overdreven syrlighed. Dejlig. En slags kaffe man kunne servere til de fleste demografier uden at rende ind i problemer.

Hos Coffee First køber man stadig kaffe fra den tidligere ejer Søren Sylvest, der altså nu fokuserer på ristning og kaffeimport, derfor kan man blandt andet også stadig købe kaffeposer med navnet ‘Estate Coffee’ på trods af, at brandet ikke længere eksisterer som café. Generelt er kaffen en anelse mørkere, end den man ville løbe ind i på en række af de nyere kaffesteder herhjemme.

LÆS OGSÅ: Danmarks bedste kaffebarer: Forloren Espresso​

Trenden med at riste ultra-lyst er Estate Coffee ikke hoppet med på, og det skal jeg ikke beklage mig over. Mellemristet kaffe er noget, som de fleste kan sætte pris på, herunder mig selv. En kaffe, der er ristet på den måde vil næsten altid være god, mens en lysristet kaffe balancerer i et meget delikat område mellem gal og genial. Det kan være rigtig godt, men det kan altså også gå helt skævt, hvis bønnen ikke får tilstrækkelig udvikling i ristefasen. Hvis man kan oversætte følelsen af at spise umodne frugter, tilsat en smule hø-aroma, til kaffedrikning, så har man fornemmelsen af en kaffe, der lider af, hvad ristere kalder underdevelopment.

estate coffee

Coffee First sælger stadig 'Estate Coffee'

Fra min plads bagerst i caféen kunne jeg se kunderne strømme ind og ud. Der kommer selvsagt en hel del turister forbi Coffee First, den har en central beliggenhed tæt på Vesterport, men der var også masser af lokale på dates, til kaffemøder, eller som bare slog tiden ihjel med en latte og en croissant.

Sætter kaffen og kunden først

Indretningen er ikke så stram og nordisk som på nyere københavnske kaffebarer. Der er ikke tænkt så meget i koncept eller instagramability. Farverne på væggen er lyse, og i midten af caféen dominerer den hvidklinkede bar med espressomaskine, filtrerbrygning, montrer med luksuschokolade og bagværk, samt forskellige flasker spiritus. Hyggeligt og nydeligt, nærmere end nyt og nordisk.

Alligevel er der dog et helt hjørne med specialkaffeprodukter fra Hario til salg, så det er ikke fordi, at stedet er efterladt i en tidslomme og slet ikke er med på de nyeste trends i kaffeverdenen. Det er man; noget som espresso tonic’en på menuen også underbygger.

5 skarpe til barista Claus Kiær

Hvad ser du som en baristas vigtigste egenskab?

At personen er udadvendt og kan lide at tale med og rådgive kunderne, uanset hvad der brygges, samt at kaffen laves med hjertet hver eneste gang.


Hvorfor brænder du for jobbet som barista?

Fordi jeg elsker duften og smagen af kaffe. Jeg nyder at brygge kaffe til kunder, kursister og venner og nyder den feedback, som mange giver når kaffen er 'lige i skabet'.

Hvordan var miljøet for specialkaffe tilbage i 00’erne i København, og hvilken rolle spillede Estate Coffee dengang?

Tilbage i år 2000 og nogle år frem var der kun få mikroristerier i København. Amokka var et af dem. Riccos Kaffebar fik mørkristet fra Altura i Aarhus. Baresso og Kaffeplantagen åbnede også i det tidsrum. Estate Kaffebar havde måske det største udvalg af specialristet kaffe takket være Claus Meyer og Søren Sylvest. I de år var kaffemiljøet lidt som 'en stor familie' med masser af intern udveksling og besøg hos hinanden, med det formål at fremme specialkaffen. I dag er der flere med et kvalitativt højt niveau. 

Hvad betød det for Estate Coffee, at Klaus Thomsen blev verdensmester?

Der var en del eufori, i perioden fra han vandt DM og VM, og det gav flere kunder. Jeg oplevede, at kunderne fik mere og mere lyst til at smage god kaffe. Og det var med til at give et øget fokus på specialkaffen i Danmark. Men det afgørende var det team, der hjalp ham til at vinde, altså baristakollegaer og den tidligere ejer af Estate Coffee, Søren Sylvest.

Hvad skal man prøve fra jeres kaffemenu? Er der noget, som du er særligt glad for at brygge?

De komplekse smagsnoter og aromaer, som kommer til udtryk ved at brygge filterkaffe. Og den intense oplevelse i en doubleshot espresso. Om sommeren koldbryg og espresso-tonic.

Claus Kiær og hans unge kollega bryggede effektivt løs i brygge-baren, og kunderne virkede til at være godt tilfreds med betjeningen. Coffee First sætter kaffen først, men det sker ikke på bekostning af kunden, som det gør visse andre steder.

Normalt ser jeg hipster-betegnelsen som et tegn på god smag og æstetisk fornemmelse, men den mørkere side af prædikatet kan være lemfældig betjening, der læner sig op ad det snobbede eller bedrevidende. Sådan er det ikke på Coffee First.

Hvis du er træt af baristaer med fuldskæg og tattoveringer og bare gerne vil have god kaffe uden så meget lir, så er Coffee First stedet for dig.

Hvis du har fuldskæg og kan lide god kaffe (som undertegnede), så er caféen bestemt stadig et besøg værd.

Coffee First er trods ejerskiftet stadig et sted, der har respekt for sin historik som et af Danmarks første seriøse kaffesteder, og det kan man kun beundre. Hils eventuelt fra Hipsterkaffe og få 20% på kaffe-baserede cocktails de næste par måneder.

Q&A Sasha Hristoskova, medejer Coffee First

Hvad lavede du og din partner inden I blev caféejere?

Både Erlinda Villarba og jeg selv har været i servicebranchen i en årrække. Vi har arbejdet som receptionister, tjenere, bartendere og baristaer.

Hvorfor valgte I at overtage Estate Coffee?

Vi har været stamkunder hos Estate Coffee i mange år. Da vi så, at caféen var til salg, blev vi bange for den kunne ende i forkerte hænder. Vi ville ikke vide, hvor vi skulle få vores kaffe henne, hvis denne dejlige kaffebar forsvandt.

Sasha har tidligere arbejdet som barista, inden hun blev café-ejer (Foto: Hristoskova)

Hvorfor er navnet blevet ændret til Coffee First?

Først og fremmest er det fordi, at kaffen førsteprioritet hos os. Mad, kager og så videre kommer derefter. Derudover er det også for at indikere, at vi holder til i den første bygning på Gammel Kongevej.

Hvad er god kaffe for dig?

Friskristet aromatisk kaffe, der har en balance mellem fylde, syrlighed og sødme. Det er meget vigtigt at bryggemetode og risteprofil passer sammen. Og sidst men ikke mindst, skal den brygges med kærlighed og godt humør. Jeg tror på, at der er sjæl i enhver kop kaffe.

Estate Coffee-brandet eksisterer stadig som kaffebønner – hvordan kan det være, at I bruger dem?

Estate Coffee har i mine øjne det største og bedste udvalg af specialkaffebønner. Man kan få mange forskellige smagsoplevelser, selvom vi kun bruger et enkelt brand. Der er også variationer fra de lysristede til de mørkristede bønner.

Mange kaffesteder er lidt hipster-agtige både hvad angår stemning og indretning – det er I efter min mening ikke. Er det et bevidst valg?

Vi har forsøgt at bevare indretningen så meget som muligt, da dette er et historisk sted i forhold til specialkaffe i Danmark. Af praktiske årsager har vi flyttet lidt rundt på nogle ting, men ellers har vi stræbt efter at bevare den klassiske stil og den atmosfære, vi oplevede, da vi selv var stamkunder.

I har en del interessante ting på menukortet. Hvad skal man prøve?

Som noget nyt er vi begyndt at lave kaffe- og chokoladecocktails. Det er spændende at se, om de vil blive populære i Danmark. Vi var også nogle af de første der fik espresso tonic på menuen. Og så har vi udviklet vores egen espresso (Coffee First Espresso Blend) i samarbejde med Søren Sylvest. Den har fået utrolig meget ros af vores kunder, og vi er meget stolte af den.

Har I et godt tilbud til Hipsterkaffes læsere?

Alle Hipsterkaffes læsere kan få 20% rabat på cocktails i de næste tre måneder, så de får mulighed for at smage noget nyt.

COFFEE FIRST 

ÅBNINGSTIDER: 7.30 - 20.00 man-fre, 9.30 - 18.00 lør-søn

PRIS: Americano 33 kr, latte 40/45 kr, croissant 18 kr

ADRESSE: Gammel Kongevej 1, 1610 København

WEB: Coffee Firsts hjemmeside

4 kommentarer til “Danmarks bedste kaffebarer: Coffee First

  1. Super coffee in this place. I have enjoyed couple of years ago in one trip to Denmark and still can not forget how good it is. Even cafe in Costa Rican way…incredible…

  2. The best coffee experience here! So much love in Coffee First. Everyone should drop by if you happen to visit Denmark, it’s just few walks away from the Central Station.

  3. Try the orangutang its a little spice, but very balanced hot chocolate with orange flavour. just love it! looking forward to visit this place again

Skriv en kommentar

85 Shares
Share85
Tweet
+1
Share