God kaffe? Her er 7 af baristaernes tricks til kaffetragt, sort kaffe og filter

kaffetragt

Kaffetragt kan let forbedres markant. Følg disse råd og få lækker kaffe hver dag derhjemme.

More...

Kaffetragt, også kendt som pour over eller filterkaffe, er blevet en af de mest populære metoder de seneste år. Det er ikke så mærkeligt, at den gamle metode har fået en revival – man kan nemlig lave nogle meget rene og aromatiske kopper med kaffetragten. Det er en simpel metode, som giver fantastiske resultater. 

Lige meget om du bruger Hario, Kalita eller den mindre kendte, men dog ekstremt effektive Clever Dripper, så er der en række små kneb, der kan gøre din kaffe endnu bedre.

Vi prøver i denne artikel at udrede nogle misforståelser og komme med de bedste tips, så du kan få en god kop. Det behøver ikke være så svært at brygge god kaffe. Og ofte så er det små detaljer, der gør forskellen på en rigtig god kop, og én der er mere lunken rent smagsmæssigt.

Her er 7 tricks som på nul komma fem tager din kaffebrygning videre til et nyt niveau!

1: Brug gourmet-vand

Den vigtigste ingrediens i god kaffe er kaffe, men den næstvigtigste ingrediens er vand. Smag eventuelt på vandet, du brygger kaffe med. Smager det godt? Jamen så fortsæt endelig. Men med stor sandsynlighed har du ikke lækkert kaffevand, hvor du bor.

Dansk vand er nemlig fyldt med kalk – og det hæmmer smagsnuancerne. En let måde, du kan undgå det problem, er ved at bruge kildevand. Find en rigtig kildevand og ikke en ‘vandhane-vand’, som bare er på gammel vand på nye flasker ligesom dem fra den jyske hede/Brande, som du finder i mange supermakeder. Brug hellere en vand, der er tappet i udlandet. 

Alternativt kan du købe en filterkande, som sørger for, at dit vand får den helt rigtige profil. Når først du har smagt forskellen, er du færdig med kedeligt kalk-vand.

Vil du vide mere om vand, så læs vores vand-artikel, hvor vi sætter fokus på emnet. ​

2: Bruger du kaffetragt, så vask dit filter

Drikker du filterkaffe fra en moderne kaffetragt som Hario V60 (og måske særligt Kalita Wave, hvis filtre er pænt parfumerede!) bør du vaske dit papirfilter inden brug.

Skyl det godt og grundigt hver eneste gang, du vil lave en kop kaffe. Forvarm filter og kop med kogende vand, inden du begynder at brygge. Så er de værste rester af papirsmag ude af kop og filter.

Det samme gælder naturligvis også for kaffemaskiner eller Clever Dripper

3: Friskristede bønner betyder alt!

Det er efterhånden et tilbagevendende tema på denne blog. Men benyt dig kun af bønner, som er mindre end to uger gamle, hvis du vil lave god kaffe. Laver du espresso er det bedst ikke at bruge bønner, som er helt nyristede. Her er 7 til 21 dage gamle bønner at foretrække. Ellers vil cremaen tage overhånd.

Er du i tvivl om, hvorvidt dine bønner er helt friske, så er det et godt trick at holde øje med ‘the bloom’, når du preinfuser dine bønner i en kaffetragt. Bønner, som er ristede inden for de seneste fem til syv dage, vil ‘ånde’ og boble op, når du hælder lidt vand på dem.

Vi anbefaler: Hipsterkaffes favorit-filtre

Der er efterhånden rigtig mange forskellige pour over- og kaffefiltre på markedet. Det kan faktisk være lidt en jungle at hitte rede i. 

I øjeblikket anbefaler vi særligt to modeller:

Clever Dripper er utroligt simpel at bruge, men den laver fantastisk god kaffe. Samtidig har den den store fordel, at man kan bruge almindelige filtre fra supermarkedet, og at den ikke har behov for en speciel hældekande som mange af de andre modeller.

Læs vores anmeldelse af kaffetragten Clever her. ​

En anden model, som vi virkelig ​er glade for er Hario V60. Den kræver noget mere af brugeren, men ingen tvivl om, at den har en helt speciel plads i hjertet blandt næsten alle kaffenørder. 

Se anmeldelser af Hario V60 lige her. ​

4: Brug kaffe som passer til bryggeform

Det giver ellers sig selv, men alt for ofte ser man hjemme-baristaer, som bruger fint kværnet kaffe til stempelkaffe og vice versa. Vælg en kaffe, som passer til din bryggeform.

Det samme gælder ristningsgrad. Lystristet kaffe smager uheldigt i en espressokande. Brug noget mørkere end city+ her. Alt over full city+ smager ligeledes for brændt i en moderne kaffetragt som V60.

En undtagelse er, hvis du vil lave mælkebaserede kaffedrikke som latte eller cortado. Så kan du tillade dig at gå lidt mørkere end ellers uanset bryggemetode.

5: Vej kaffe og vand

De fleste af os har en køkkenvægt. Så brug den i stedet for øjemål eller måleskeer. Der er stor forskel på, hvad eksempelvis mørk- og lystristet kaffe vejer. Hvis du har en masse forskellige kaffekopper derhjemme, vil det blive endnu sværere at ramme den perfekte blanding uden en vægt, når du skal brygge kaffe. Så stol ikke på dit øje, men på vægten.

6: Servér god kaffe i en range server

Mange brygger deres kaffetragt direkte ned i en kop. Men det er en skam, for det bliver meget lækrere, når man brygger i en kande eller en såkaldt range server. Grunden til, at der er større chance for at servere god kaffe på den måde, er, at kaffen bliver blandet bedre sammen. Derudover kan man servere drikken ved den rigtige temperatur. Kaffe er bedst, når den brygges mellem 92 og 94 grader celsius, men den nydes bedst omkring 50-60 grader. 

Derfor bør du drikke af en lille kop og hælde op oftere, så du får indtaget al den gode kaffe ved den rette temperatur. Hario er dygtige til dét med design, og vi anbefaler deres range server, som findes i en række forskellige størrelser. Den holder godt på varmen, er elegant og så passer den perfekt med en kaffetragt som V60.


God kaffe skal laves i en kaffetragt

7: Bliv god til hovedregning 

Okay, nu bliver det måske lidt gakket. Hvorfor skal en barista dog være god til hovedregning? 

Der er faktisk en rigtig god grund. Hvis du vil mestre kaffebrygning, så bør du kende forskellige ratioer og blandingsforhold. Det gør du lettest ved at have en lang række tabeller i hovedet, så du hurtigt kan regne dig frem til den perfekte kop.

1:15 er et ret standard blandingsforhold. Det vil sige 6,66 gram kaffe pr 100 gr. vand. Hvis du har 20 gram bønner skal du altså bruge 300 gram vand. 15 gram bønner = 225 gram vand. 

Hvad hvis en kaffe er bedre ved et stærkere eller svagere blandingsforhold – eksempelvis 1:14 eller 1:16? Så er det godt at kende sin kaffe-tabel. ​

Har jeg glemt noget? Hvad er dit bedste kaffetrick? Smid gerne en kommentar, og opnå street cred hos Hipsterkaffe.

3 kommentarer til “God kaffe? Her er 7 af baristaernes tricks til kaffetragt, sort kaffe og filter

  1. Hej Tak for det i skriver.
    Jeg har lige ristet øko bønder Honduras, smager dejligt, i forholdt til hele bønder man køber i forretningen, jeg er først begynd at reste selv
    Jeg har en kilde der ligger 91meter nede i jorden i Sverige, hvis i skriver adressen, vil jeg sende en prøve til jer på det, så i kan teste kvalitet med kaffe.
    Er testet med almindelig vandprøve firma. som vandværkerne gør.

  2. Først og fremmest: Tak for alle de fede indlæg!

    Spørgsmål: Jeg har blot været forbi Coffee Collective og fik ved den lejlighed en snak med en af deres baristaer, ang. hvor længe efter ristning deres kaffe peaker. Han fortalte, at deres kaffer (til filter) typisk peaker efter 15-17 dage. Hvordan passer den sammen med dit råd om at benytte bønner der er mindre end to uger fra ristedatoen?

    • Tak for rosen:) Der findes ikke nogen helt entydig konklusion på, hvornår kaffe er bedst. Mange, inklusiv mig selv, siger mellem 2-7 dage. I min verden er der ingen tvivl om, at det er det mest spændende tidspunkt. Der er noterne mest livlige, og kaffen ændrer faktisk karakter en lille smule dag for dag. Ved længere hvileperioder kan man sige, at kaffen får lov at samle sig og blive mere ensartet og konsistent. Man skal huske, at Coffee Collective er lidt specielle idet de rister utroligt lyst og bruger en ret unik rister ved navn Loring, så det er svært at sammenligne deres kaffe med resten af branchen.
      En anden ting man skal være opmærksom på er, at ristere har en interesse i ikke at gøre deres egen forretning for besværlig. Derfor vil man ofte høre dem sige, at deres kaffe er fin én-to måneder efter ristning.

      Når alt kommer til alt handler det om individuelle præferencer, og du kan jo let lave et forsøg derhjemme og finde det rette tidspunkt for dig.

Skriv en kommentar

1 Shares
Share
Tweet
+1
Share1