Alt om Hario V60 filterkaffe | Test / Guide

kaffekværn baratza

Filterkaffe bliver aldrig det samme igen, efter du har prøvet at brygge med Hario V60. Vi tester filtret og guider dig til de bedste opskrifter. 

More...

Filterkaffe har i mange år været synonym med Melitta, gamle termokander og lad os være ærlige – kedelig smag.

Alt det ændrede sig, da Hario V60 så dagens lys for lidt over ti år siden. 

Hario er egentlig et firma, der producerer glasudstyr, blandt andet til brug i laboratorier. Men da firmaet lancerede Hario V60, blev det en skelsættende begivenhed i kaffeverdenen. 

Der gik ikke længe før Harios filtertragt havde spredt sig fra hjemlandet Japan til Europa og USA. Her tog baristaer imod det nye stykke udstyr med åbne arme. 

Jeg prøvede selv Hario V60 for første gang i 2011, og siden har det været en af mine absolutte favoritmetoder, når det kommer til kaffebrygning. 

Ved første øjekast kan Hario V60 godt snyde. Umiddelbart tænker man, at det bare er en gammeldags filterbrygger. Men det indtryk bliver hurtigt gjort til skamme. 

Test: Sådan fungerer Hario V60

Hario V60 adskiller sig fra de fleste traditionelle filterbryggere, idet formen er helt konisk i stedet for aflang som et typisk Melitta-filter. Samtidig har filtret et enkelt stort hul i bunden i stedet for de tre mindre huller, man som regel ser. 

Hario V60 er som sagt en manuel kaffebrygger og ikke en elektrisk en af slagsen.  

Alle disse ting betyder til sammen, at man med et Hario V60 filter har meget stor kontrol over selve ekstraktionen af kaffen. Du kan brygge langsomt eller hurtigt – alt efter hvad du har lyst til.

Et overlegent papirfilter

Et andet punkt, hvor Hario V60 adskiller sig fra de fleste konkurrenter, er når det kommer til selve papirfiltret. Formen på papiret er helt spids. Samtidig er papiret lavet af et utroligt rent og porøst materiale. Når filtret er renset en enkelt gang med kogende vand er det så rent, at ingen papirsmag vil finde vej til den endelig kop kaffe. 

Papirfiltret har simpelthen en struktur, der lader flere af kaffens aromastoffer passere ned i koppen sammenlignet med dit gængse supermarkedsfilter.

​(PS: I skrivende stund findes der desværre to forskellige typer af papirfilter til V60. Læs vores artikel, så du undgår det mindre gode filter.) 

Filterkaffe når det er bedst

Der er blevet spekuleret meget i, hvad den bedste form til en filtertragt egentlig er.

I ny og næ hører man, at en fladbundet filtertragt, som eksempelvis Kalita Wave, er optimal, da kaffens ekstraktion bedre kan styres.

Med den spidse, koniske form, som Hario V60 har, vil de nederste kaffepartikler blive ekstraheret langt mere, end dem som befinder sig øverst, lyder teorien. Det skulle give kaffe, der ikke er optimal. 

I praksis er det dog noget vås. Når man får en perfekt brygget kop V60 er der er en perfekt balance mellem sødme, syre, krop og nuancer i koppen. Filtret kan på magisk vis næsten altid hive de bedste ting frem i en given bønne. 

Det kan man også konstatere, hvis man holder øje med bryggemetoderne til verdensmesterskabet i kaffebrygning, World Brewers Cup. Her er Hario V60 klart overrepræsenteret. Både blandt deltagere, men også blandt de vinderne. 

Hario starterkit og Hario Buono

Selvom det kan lade sig gøre at brygge god kaffe blot med en V60 filtertragt og en traditionel elkedel, så anbefaler vi stærkt, at du bruger en speciel kedel til påhældning af vand – en såkaldt 'gooseneck kettle'. Denne kedel har en tynd præcisionstud, så du meget bedre kan styre påhældning af vand. 

retro elkedel

Hario har produceret sin egen model ved navn Hario Buono, der både er praktisk og elegant. Men man kan selvfølgelig også bruge kedler fra Kalita og Brewista, der også producerer kvalitetsudstyr. 

Vi anbefaler også ofte Harios starter kits. I pakken får man en filtertragt, en pakke med papirfiltre og en elegant range server til en meget fordelagtig pris. 

Det kan virkelig anbefales at brygge i en speciel serveringskande og ikke bare i en kop. Det giver kaffen mulighed for at blande sig mere, få noget llt, og køle en smule ned. 


Hario V60: Alle opskrifterne

Nu har vi kigget lidt på, hvorfor Hario V60 er sådan en populær filterbrygger. Lad os gå videre og se nærmere på de forskellige opskrifter og teknikker. 

Der findes ufatteligt mange måder at brygge V60-kaffe på. Alle baristaer med respekt for sig selv skal have en version, kan det til tider virke som om.

Thompson Owen-metoden

En meget fremherskende metode er dog den ​lidt langsommelige som Tom fra Sweet Maria's demonstrerer i videoen nedenfor. Det her er et godt sted at starte, hvis du er ny. 

Hvis man ikke har set en video fra Sweet Maria’s før, så kan det anbefales alene på grund af Tom’s beroligende stemmeføring. Den mand er zen.

Teknikken bygger på langsom påhældning med fokus på det centrale områder. Kanterne er no-go. Metoden fejler stort set aldrig, men kræver en hel del koncentration. Den er også sådan lidt 2010… men på en god måde.

24 gram til 350 gram vand

Bryggetid: 5 minutter

(brug altid en vægt, så du får præcist vejet af. Øjemål er ikke til at stole på.)

Matt Perger-metoden

Et af de hotteste nye navne på den internationale kaffescene lige nu er Matt Perger. Han er blandt andet kendt for at have en meget videnskabelig tilgang til kaffebrygning, og han er også manden, som står bag kaffekværnen Mahlkönig EK43's massive revival. 

Hvor klassisk V60-metodik er langsom og kontrolleret, så er Perger-metoden meget mere aggressiv med kun tre påfyldninger.

Opskriften giver i udgangspunktet en lidt tynd kop med et forhold på 60 gram per liter.

Vi har svært ved at få en ordentlig kop kaffe ud af den her metode, selvom den gør sig godt på video. Nøglen kunne ligge i at kværne fint nok, men i kommentarfeltet til videoen advarer Matt Perger faktisk imod, at det bliver for fint. Med mindre du er superbarista, så bør du nok ikke prøve denne metode uden grundigt forarbejde.

12 gram kaffe til 200 gram vand.

Preinfuse 50 gram vand, 2. påfyldning 50 gram, 3. påfyldning 100 gram.

Bryggetid: 2:20 minutter.

Filterkaffe opskrift – den officielle fra Hipsterkaffe

Indtil vi får produceret en video, der kan guide dig endnu nærmere, må du nøjes med denne skriftlige instruktion fra vores side. 

Hæld kaffe i filtret, lav nænsomt en lille fordybning i midten af den kværnede kaffe med den spidse ende af en ske. 

Gå efter en stille og rolig preinfusion, hvor alt kaffen bliver vædet. Brug cirka den dobbelte mængde vand i forhold til kaffe. I opskriften bruger vi 26,6 gram kaffe. Dermed bør preinfusion være omkring 50-55 gram vand. 

Bare tag dig god tid. Lad kaffen ‘bloome’ af i op til 45 sekunder eller indtil, der ikke er flere luftbobler. 

Næste fase låner en del fra Sweet Maria's-metoden. Langsom påfyldning i cirkulære bevægelser med fokus på centret. Gå langsomt længere og længere ud mod kanten. 

Når omkring 3/4-dele af vandet er brugt, hældes det sidste på med en hurtig sprialformet påfyldning.

Når det sidste vand er ved at løbe af, tager du fat i filtertragten og ryster den nænsomt og cirkulært. 

Dette kaldes populært for et 'Rao Spin' og er opkaldt efter kaffe-guruen Scott Rao. ​Det sikrer, en jævn ekstraktion. 

Hipsterkaffes V60-opskrift

400 gram vand

26,6 gram kaffe

Fintmalet – men grovere end espresso.

Bryggetid: 4-5 minutter

De sidste gode råd

Der er dog ikke noget rigtigt og forkert, når det kommer til brygning.

Så længe du er glad for resultatet i koppen, så gør du det rigtigt. 

Er der noget, du er utilfreds med? Så prøv dig frem efter følgende tommelfingerregel:

  • For tynd? Længere bryggetid/finere formalingsgrad/højere dosering
  • For bitter og overtrukket? Bryg hurtigere/grovere kaffe/mindre dosering

Se flere forskellige lækre udgaver af Hario V60 her

2 kommentarer til “Alt om Hario V60 filterkaffe | Test / Guide

Skriv en kommentar

0 Shares
Share
Tweet
+1
Share