9 julegaveidéer til kaffeelskeren

Der er masser af tid til at nørde kaffe i julen. Her får du en oversigt over de bedste julegaveidéer til kaffeelskeren.

Jul er en dejlig højtid med masser af god mad og traditioner.

Men lad os være ærlige, det allerbedste ved julen er selvfølgelig, at man har ferie og hver morgen har god tid til både at brygge og drikke sin morgenkaffe.

Ikke noget med at stresse eller skulle ud af døren i en fart. Nej, kom helt ned i tempo, drik din kaffe og smag på alle nuancerne i hver kop.

Hvis ikke det er indbegrebet af luksus, så har jeg brug for en ny ordbog.

Derfor er det også oplagt at give sig selv eller sine nærmeste en god kaffe-julegave.

Men hvad skal man dog finde på? Heldigvis har nisserne i julemandens R&D-afdeling arbejdet rigtig hårdt det seneste år. Det betyder, at der er kommet en masse interessante nye kaffe-produkter ud på markedet. Udover selvfølgelig de gode gamle evergreens.

Vi har plukket et par af de bedste julegaveidéer ud, der vil pynte under hvert et træ!

#1: Caffano Kompresso 

cafflano kompresso

En god kaffejulegave skal selvfølgelig lave god kaffe. Men den skal også gerne have noget lidt uventet x-factor over sig. Det må man sige, at Cafflano Kompresso har. 

Forestil dig en Aeropress, der har været forbi laboratoriet hos en gal opfinder, og du er ret tæt på resultatet. 

Kompresso brygger ved hele 9 bar, selvom den er hele vejen igennem manuel. Det betyder, at den trækker ægte crema ud af shottet. 

Som en ekstra bonus er den lille nok til, at man kan tage den med til julefrokost.

Se flere billeder hos den danske forhandler. 

#2: Rejseklart pour over filter

Jeg deltog for nylig i en af verdens største kaffekonferencer; det årlige Coffee Show i Tapei i Taiwan. 

Udover at hilse på branchefolk og drikke enorme mængder geisha, så jeg virkelig mange nye spændende gadgets. 

Sjovt nok var den, der gjorde det største indtryk virkelig low tech og super billig. 

Dette pour over filter er lavet hele vejen igennem af stål-wire og kan foldes helt sammen, når det ikke skal bruges. 

Det fylder altså mindre end en gammeldags CD-rom og vejer stort set heller ikke noget. Et Hario V60 papirfilter passer perfekt i. Som rejseudstyr er det svært at forestille sig en mere genial opfindelse. 

En oplagt kandidat som jule- eller adventsgave. Med prisen in mente måske endda raflespil.

Men skynd dig og bestil nu! De eneste forhandlere, jeg har fundet holder nemlig til på Kinas e-bay.  

#3: En stilet mokapot

alessi espressokande

Espressokanden har haft nogle lidt stille år, men vi spår et snarligt comeback. Den klassiske italienske bryggemetode har en kraftig smag, den er relativt let at bruge og så koster den ikke det store. Hvis du gerne vil have mange af de gode ting fra espressoen i din kaffe, men med meget mindre besvær, så leverer moka-kanden.

Hvis du synes, at det Bialettis klassiske kande er en anelse bedaget, så var det måske noget at skele mod Alessis model. Den har attitude, italienercharme og selvtillid. Julegaver må gerne have lidt kant og vække lidt opsigt. Det gør Alessi Pulcinella i den grad.

Se flere billeder af Pulcina her.

#4: Popcornmaskine til at riste kaffe

Har du en gør-det-selv-type i familien med seriøs hang til kaffe? Så kan du næsten ikke gå galt i byen med en popcornmaskine.

Hvorfor skal man riste kaffe selv? Der er to grunde. For det første smager det vanvittigt godt med friskristet kaffe. For det andet så sparer du cirka halvdelen ved at riste selv i forhold til at købe tilsvarende bønner hos et risteri.

Det er ikke svært at riste kaffe, og en popcornmaskine er både en af de letteste og billigste måder at gøre det på. Du kan også riste i ovnen, men det giver noget mere røg og oprydning i køkkenet.

Det gode ved popcornmaskinen er, at du bare tager den med ud på altanen eller i garagen, og så kan du riste uden røg- og duftgener eller agn (tynde gullige hinder på kaffebønderne), som har det med at flyve alle vegne, når man rister kaffe.

Se billeder og bedste pris her.

Protip: Køb også nogle grønne bønner og pak med i gaven. Så kan juledagene gå med at riste kaffe. Det er svært at forestille sig noget mere idyllisk.

#5: God kaffekværn fra Wilfa

wilfa svart aroma kaffekværn

Wilfa er et norsk mærke, som bliver bedre og bedre til det med at lave kaffeprodukter. Særligt deres kværne har nået et niveau, som vækker opsigt i kaffemiljøet. Da vi sidst snakkede med en af Danmarks bedste baristaer, Søren Stiller fra Great Coffee, anbefalede han da også denne model til sort kaffe.

Nu har Wilfa opdateret deres mest populære kværn med et par små forbedringer. Den nye model har en stærkere motor, der gør at kværnen kan operere ved lavere hastighed. Dermed udvikles mindre varme, og bønnernes smag bevares bedre. Kværnen kommer også for første gang i en rigtig lækker mat sort farve, som vil se velplaceret ud i de fleste køkkener. Med disse to justeringer, kan man næsten kun anbefale Wilfa Svart Aroma.

God smag både kaffe- og designmæssigt!

Se flere anmeldelser her.

#6: Adventskaffe med kravlenisser

Vi har efterhånden set nogle år med kalenderkaffe og juleblandinger. Kontra Coffee tager konceptet en tand videre og har i år skabt en ny og spændende variation over temaet. 

Man har fundet fire af de mest interessante kaffer på markedet (blandt andet de meget eftertragtede sorter geisha og pacamara) og puttet dem i en nydelig julepakke. Med i pakken kommer udførlige beskrivelser af bønnerne, et sensorisk kit til at guide din kafferejse, samt kravlenisser som forestiller firmaets ristemester.

 Så kan det næsten ikke blive mere julet. 

Pakken er egentlig tiltænkt som adventsgave, men den er designet på en måde, så den også kan fungere under træet eller som værtsgave. 

Du kan se mere om konceptet lige her

#7: Aeropress – en af de bedste julegaveidéer

aeropress kaffe test

Aeropress er efterhånden blevet et helt fast indslag på alle verdens hipstercaféer. Pumpen kan bruges på et utal af måder og med forskellige opskrifter. Samtidig er den genial at have med på rejsen eller til at have stående derhjemme, hvis du har travlt. Den er både ekstremt praktisk og sjov på en gang. Og hvor mange produkter kan man sige det om?

Vi elsker at bruge Aeropress særligt til coldbrew. Det er den bedste og hurtigste måde at filtrere den koldbryggede kaffe på. Men skal vi lave en hurtig stærk kaffe til en ice americano, kaffetonic eller bulletproof kaffe, så er Aeropressen også et af de mest populære våben i arsenalet.

God gave til den vordende kaffenørd.

Denne forhandler har Danmarks bedste pris.

#8: Chemex til design-elskeren

Julegaver må godt være lidt flotte og stilede. Det er en god lejlighed til at købe et lille stykke luksus, man kan have i mange år. Chemex-bryggeren er netop den slags produkt.

Chemex-designet er udødeligt og har faktisk mere end 50 år på bagen. Det er vist kun få stykker kaffeudstyr, som kan prale af det.

Men Chemex kan andet end at se flot ud. Den laver også en fantastisk ren og klar kopmed masser af dybde og aroma.

Har du en kæreste, som kun tillader smukt køkkenudstyr? Så giv hende en Chemex i julegave og bryg hende en sublim kop kaffe fra Etiopien eller Kenya. Så bliver det en god jul.

Se de forskellige Chemex-modeller her.

#9: Kedel med svanehals

Rigtig mange hjemme-baristaer har set lyset og er kommet med på pour over-bølgen. Det er der ikke noget at sige til. En velbrygget filterkaffe fra eksempelvis Hario V60 kan måle sig med det bedste i kaffeverdenen. 

Men mange glemmer samtidig at investere i en speciel baristakedel med en såkaldt svanehals, så de kan styre deres ekstraktion til fulde. 

Ja, vi ved godt, at man også kan få gode resultater ved at pøse vand med den normale el-koger. Men hvis man vil tage sin pour over-teknik videre til næste niveau, så er det lige prikken over i'et. 

Det er lidt ligesom med madlavning: Man kan godt lave et måltid med en enkelt kniv, men hvis du også har en urtekniv, en brødkniv samt en kartoffelskræller, så bliver dit liv lige en anelse lettere.

I min optik er juletiden det tidspunkt på året, hvor man får alle de små luksusting, som på overfladen kan være en lille smule overflødige. Derfor bør du give din kaffeelskende bedre halvdel en pro-kedel som eksempelvis Brewistaen eller Hario Buono.


3 kommentarer til “9 julegaveidéer til kaffeelskeren”

  1. Hey! Jeg er på jagt efter en kaffekværn i julegave til min kæreste. Han har dog skrevet, at han ønsker sig en fra Grauf eller Krups. Efter at have kigget på jeres side lyder det dog til, at Wilfa er det bedste valg. Jeg vil lige høre inden jeg bestiller, hvad i mener om Graufs kværne?

    • Hvis du mener Graef, så skal man op i en noget anden prisklasse før det bliver interessant. Men oppe omkring 1500 kroner er der mange navne, som giver endnu mere værdi for pengene – blandt andet Baratza og Orphan Espresso. I lejet mellem en plovmand og tusind så er Wilfa Svart nok det bedste bud på markedet, så længe din kæreste ikke skal lave espresso. Held og lykke med kaffen:)

Skriv en kommentar

21 Shares
Share21
Tweet
+1
Share