Sådan finder du det bedste vand til kaffe [2018]

Hvordan finder man godt kaffevand? Og hvorfor kan postevand ikke bruges? Få svarene lige her.

En god kop kaffe er simpel. Den består af to ingredienser: kaffebønner og vand.

Førstnævnte mangler ikke opmærksomhed. Der findes masser af brugbar viden om kaffebønner, hvordan de skal dyrkes, ristes, kværnes, brygges og så videre. 

Men hvad med vandet? Kaffevand bliver sjældent levnet spalteplads i mainstream medier.

Men faktum er, at vand i hvert fald er den anden vigtigste ingrediens i en kop kaffe – og måske burde vi faktisk give vand en delt førsteplads.

Det ville jo være helt umuligt at brygge kaffe uden vand.

* I løbet af 2017 skrev jeg tre artikler om vand her på sitet. Dette er en sammenskrivning af disse med flere vigtige opdateringer.

Hvis du er en vaskeægte nørd kan du med fordel læse hele smøren. Hvis du er bare en almindelig glad kaffedrikker kan du skimme og nøjes med de fremhævede sektioner. 

Nogle af mine anbefalinger ift. sidste år har ændret sig. Det skyldes dels, at jeg selv lærer nye ting, men også at det ofte er bedre med en enkel løsning, der er temmelig god, end en perfekt løsning, som er meget svær at følge! 

Den korte version:

  • Specialkaffe skal brygges med blødt vand, hvis man vil opnå en sød, aromatisk og nuanceret kop. 
  • Postevand fra hanen er er en meget ringe løsning. Det gælder særligt, hvis du bor i København, Aarhus eller andre dele af Danmark med meget hårdt vand. 
  • Flaskevand som Nornir fra Rema 1000 eller Aqua d'Or kan anbefales.
  • check
    Pas på med andre mærker af flaskevand, da mineralindholdet ofte er FOR højt. 
  • Du kan også 'blande' dit eget kaffevand, men det anbefaler jeg ikke med mindre du både er en stor kaffe- eller keminørd. Det er ganske enkelt utroligt komplekst. Du vil næsten med garanti spendere mange timer i en tilstand af dyb frustration. 

Derfor kan du ikke bruge vand fra hanen

Hvis du er ligesom 99 procent af alle andre danskere, så brygger du kaffe med vand fra din vandhane. 

Det kan godt være, at du lige nu tænker, at det smager helt fint, men tro mig, når først du har sammenlignet med kaffe brygget på ordentlig vand, så er du ikke i tvivl.

Det oplevede jeg selv efter at have boet i udlandet, hvor jeg kun havde brygget kaffe med en god flaskevand. Pludselig var den samme kaffe langt mindre aromatisk, da jeg prøvede at brygge med københavnsk hane-vand. Det var mildt sagt en halvtrist fornøjelse.

Gode bønner brygget med dårligt vand kan sammenlignes med at høre musik på et par elendige højtalere: Ja, du kan måske ane konturerne af den lækre guitar og innovative synth, men for virkelig at få det fulde udbytte bør du have et par højtalere, der kan spille rent. Det vil sige gengive bas, mellemtone og diskant klart. 

For at blive i musikmetaforen, så kan en seriøs rister faktisk sammenlignes med en musikproducer. Vedkommende vil have fundet en risteprofil, der passer til bønnen ved at 'cuppe' (prøvesmage) den til en bestemt type vand. 

I den brede befolkning vil de fleste nok mene, at det er van(d)vittigt at bruge en bestemt vand til sin kaffe. Men blandt folk, der arbejder i branchen er det fuldstændigt alment accepteret, at vand har en gigantisk betydning for den bryggede kaffes kvalitet.

Gælder alle drikkevarer

Faktisk forholder det sig på nøjagtigt samme måde, når det kommer til øl-brygning. Det er selve grunden til, at man har forskellige øl-traditioner i mange lande.

Det ene sted egner sig til pilsner, mens man kan lave ale og stout i andre områder af verden. Hvis du vil eksperimentere med at brygge øl derhjemme vil du med statsgaranti blive nødt til at sætte dig ind i vand-kemi. 

Hvis du er en kaffenørd, der bruger penge på nyristede bønner og kvalitets-udstyr, giver det altså rigtig god mening også at skænke vand en tanke eller to.

Vand fra den danske undergrund er ekstremt hårdt sammenlignet med de fleste andre lande, og derfor egner det sig ikke til kaffebrygning. 

PRO TIP: Vand og ristning spiller også sammen. En lysristet kaffe kræver meget blødt vand for at brillere. En mørkt ristet kaffe er lettere at brygge med hårdt, typisk dansk postevand. 

kaffe tds vand

Et TDS-meter er en let og billig måde at kontrollere dit vand på. 

Det optimale kaffevand?

Men hvad er så det bedste kaffevand? Det er pludselig sværere at komme med et klart svar på.

Sagen er nemlig den, at når først man begynder at nærstudere kaffevand, så bevæger man sig ned i et dybt, dybt hul af esoterisk nørderi.

Man kan sammenligne det med at studere filosofi: Når først man begynder at stille spørgsmål til de allermest centrale ting i tilværelsen, så befinder man sig lige pludselig på gyngende grund. Alt er i limbo, og intet er sikkert.

De færreste prøver nogensinde at smage den samme kaffe brygget med to forskellige typer vand ved siden af hinanden, men det er en øjenåbnende oplevelse. 

kaffevandslisten 2018

Rangeret efter TDS 

Mine favoritter er markeret med stjerne*

  • Nornir: 93 (fra Rema 1000) *
  • Aqua d or : 107 *
  • Nordic Well: 112 (Fra Netto)
  • Denice: 115 fra Fakta) 
  • Postevand fra Vestjylland: 168
    (filtreret med Brita Maxtra = 78*)
  • Saskia fra Lidl : 296
  • Postevand fra Aarhus : 380
  • Postevand fra København K: 413 
  • Postevand fra Frederiksberg Kommune : 465


TDS mellem 40 og 120 er at foretrække. Det mest vand fra hanen ligger langt over disse værdier. 

Vand-teorier 

Der findes en del bud på, hvad der konsituerer 'optimalt' kaffevand. 

I danske kaffekredse har der i flere år floreret en hypotese om, at en lav mængde af bikarbonat (også kendt som hydrogencarbonat) er essentiel for aromatisk og velsmagende kaffe. 

Hvor kom den idé fra? Jeg er ikke helt sikker, men The Coffee Collective har skrevet et udførligt blogindlæg for efterhånden en del år siden, som faktisk er en af de eneste semi-officielle ting, der er blevet publiceret om dansk kaffevand, hvor fokus særligt er rettet mod bikarbonat og kalk. 

Dansk vand fra hanen er propfyldt med disse to komponenter. Ingen tvivl om det. Ligeledes er meget flaskevand i supermarkederne mere eller mindre bare glorificeret hanevand, som dermed også er uegnet til kaffebrygning.

Siden The Coffee Collectives artikel fra 2011 er der dog blevet lavet en del mere forskning inden for kaffevand, og det viser sig, at billedet er noget mere nuanceret end som så. 

Kalk og magnesium er kaffens bedste venner 

Vi skal en tur til England for at finde nogle af de helt store pionerer inden for kaffevand. Maxwell Colonna-Dashwood, tre gange vinder af det britiske baristamesterskab, var frustreret over, at hans kaffe var af svingede kvalitet alt afhængig af vandet. Sammen med kemikeren Christopher H. Hendon satte han sig for at undersøge, hvad der skulle til for at skabe det bedste kaffevand. Det udmundede i en videnskabelig rapport samt en populærvidenskabelig bog ved navn 'Water for Coffee'. 

Igennem deres forsøg fandt de ud af, at det faktisk kun var tre komponenter, som spiller en essentiel rolle, når det kommer til ekstraktion: Magnesium, kalk og bikarbonat.

Magnesium og kalk trækker smagsstofferne ud af kaffen, mens bikarbonat er en buffer, der sørger for at ph-værdien ikke svinger for meget. 

bog om kaffevand

Disclaimer: Nu begynder vi at komme ind på kemiske forkortelser, så måske er det på plads med en lille tilståelse – undertegnede er ikke bare totalt analfabet, når det og kommer til naturvidenskab.


Jeg dumpede rent faktisk eksamen i kemi i 9. klasse. Hvis du vil nano-nørde helt ud i detaljerne, er du altså kommet til den forkerte blog. Med det in mente, så lad os fortsætte.

Tidligere har man talt meget om måleenheden TDS (total dissolved solids), når diskussionen har drejet sig om kaffe og vand. Men faktisk viste Colonna-Dashwoods undersøgelse, at det er mindre vigtigt. 

I stedet handler det om selve forholdet mellem kalk/magnesium og karbonathårdhed. Hårdheden bør ligge mellem 50 og 175 ppm og karbonathårdheden bør være mellem 40 og 75.

Generelt bør der være cirka et 1:2 forhold mellem bufferen og den totale hårdhed. Hvis magnesium-indholdet er for højt i forhold til bufferen, så vil kaffen blive overekstraheret og smage ude af balance. Er forholdet derimod omvendt, vil smagen være flad, skarp og tom. 

Hvordan finder man vand med den helt rette ratio? I naturen forekommer det faktisk ikke, så Colonna-Dashwoods løsning er at lave det selv.  

Ved at bruge enten destilleret eller omvendt osmose-vand kan man tilsætte nøje afmålte mineraler og dermed ramme den perfekte komposition. I hvert fald i teorien. 

Faren ved at lege amatør-laborant

I praksis er det en anden sag at konstruere sig eget bryggevand. Jeg har snakket med en del kaffenørder, som har svært ved at få et godt resultat med hjemmelavet vand.

Opgaven kompliceres yderligere af, at det er så godt som umuligt at finde vand uden mineraler i normale danske supermarkeder.

Ja, man kan finde destilleret vand på apoteket til 30 kroner for 1 liter. Man kan også købe halvdyre apparater til at lave osmosevand.

I udlandet det meget lettere at finde osmosevand, da postevand ofte er af ringe kvalitet. 

Jeg har skrevet en artikel, hvor du kan læse mere om hjemmelavet vand. Selv har jeg haft meget glæde af at eksperimentere med det.

Jeg vil dog anbefale dig at bruge en af de andre løsninger med mindre du er en hardcore kaffenørd, der er klar til at bruge en del timer på at eksperimentere (og potentielt set drikke mange kopper gyseligt kemisk smagende kaffe). 

Third Wave Water er en interessant mulighed, hvor en mineralblanding er lavet for dig, men igen så kræver det at du har ultra-rent vand, du kan tilsætte det til. 

PRO TIP: Det er vigtigt at huske at én ting er teori, en anden er praksis. Selvom det kan være besnærende at drømme om perfekt afstemt vand a la Colonna-Dashwood, så er du allerede nået 95% af vejen med en flaskevand som Nornir. 

Husk også, at det er ekstremt vigtigt at være konsistent med dit vand. Måske vigtigere end at opnå den perfekte komposition. 

På den måde kan du ændre og optimere andre elementer af din brygning såsom kværnegrad, risteprofil og vandtemperatur.

Filteringskanden kan være din allierede 

brita filtreringskande

Synes du, at det er noget mærkeligt noget at købe dyrt flaskevand for at lave en ordentlig kop kaffe? Så er det fordi du ikke har smagt forskellen endnu. Prøv det, inden du dømmer det ude som galskab!

Kildevandsløsningen har dog et par udfordringer. I længden er det dyrt og en smule besværligt hele tiden at skulle købe en masse vand hjem. 

Hvis du bor i en del af landet, hvor vandet er relativt blødt efter danske standarder (stort set kun Midt- og Vestjylland) kan det være en fin løsning at bruge en kande, der kan filtrere vand. Der er nogle forskellige modeller på markedet, eksempelvis Brita. En filtreringskande er billigere end mineralvand og lettere i længden. 

Man skal dog være opmærksom på, at selve filtreringsmekanismen i disse kander skal skiftes hver måned. 

I mange dele af landet er vandet dog for hårdt til at filterkanden kan gøre en nævneværdig forskel.

Konklusion 

Køber du gode bønner? Har du en dyr kværn? Brygger du med omhu? Hvis du kan svare ja til alle tre ting, så er vand lige den sidste faktor, der kan tage din kaffe fra god til guddommelig.

Der er mange teorier om vand, og kaffeverdenen har stadig meget at lære, når det kommer til emnet. 

For den almene danske kaffenørd er det vigtigste at gøre dog at holde op med at bruge vand direkte fra hanen. Om du skal købe flaskevand, bruge en filterkande eller blande dit eget fra bunden afhænger af hvor i landet du bor, og hvor mange ressourcer, du er klar til at investere. 

Selvom TDS ikke er den mest præcise måde at måle vand på, så er det den suverænt letteste og billigste løsning. Hvis du gerne vil vide mere om dit kaffevand, så anbefaler jeg, at du køber denne billige model fra Xiaomi. 

Udover at være elendigt til kaffe, så er dansk vand også skadeligt for elkedler og badeværelser grundet den store mængde af kalk. Vandværkerne i landet er faktisk begyndt at overveje at blødgøre vandet for at hjælpe samfundet med at spare gigantiske beløb på vedligeholdelse. Men indtil det sker, så må vi kaffeelskere selv gøre det hårde arbejde. 

Din tur

Er din kaffe blevet bedre, efter du er skiftet væk fra postevand? Smid gerne en kommentar. 

NB: Jeg har tidligere anbefalet et vandmærke ved navn Hayat, men da det kun sælges i få butikker, anbefaler jeg i stedet de ovenstående i "Vandlisten 2018".

PS: Hvis du selv har et TDS-meter og har lavet lignende målinger af forskellige mærker, er du meget velkommen til at kontakte mig med resultaterne. Så vil jeg føje dem til artiklen.

10 kommentarer til “Sådan finder du det bedste vand til kaffe [2018]

  1. Super artikel. Jeg brev engang vand fra Lidl men opdagede at kalciumindholdet var betydeligt højere end Denice, som kan fås alle steder. Er det mig der er helt forkert på den?

    • Tak 🙂 Jeg har ikke lige de specifikke tal for begge brands, og samtidig fortæller kalcium heller ikke hele historien. Denice giver dog ikke et markant løft ift postevand, men det burde den fra Lidl at gøre. Prøv evt. cuppe dem ved siden af hinanden.

    • Har aldrig testet det… Men du skal være meget velkommen til at komme med en tilbagemelding, hvis det er godt.

  2. Det TDS meter du linker til, sendes ikke til DK. Kan du anbefale et andet?
    Bor tæt ved Silkeborg, hvor vandet er ret blødt. Fik af Clevercoffee anbefalet at bruge Denice-vand, og det synes jeg har gjort en forskel. Prøvede at lave en sammenligning med postevand, og det var mere bittert end med flaskevandet, men jeg vil da give Nornir et skud og lave en sammenligning.

    • Ja, det lyder som om du potentielt set også kunne få gode resultater med filtreret vand. Det er i hvert fald værd at teste. Har skiftet linket ud til en shop, der burde sende til Danmark. Held og lykke!

Skriv en kommentar

19 Shares
Share19
Tweet
+1
Share