5 kaffegadgets til sommerferien

Clever kaffe ferie

Hvordan sikrer man god kaffe på sin rejse? Hvis man vil være helt sikker, må man tage sit eget udstyr med. Vi analyserer en række skarpe bud.

More...

Du elsker at rejse, men hader harsk hotelkaffe? Så er vi to.

For flere år siden tog jeg en beslutning om, at kaffegrej har fortrinsret, når det kommer til plads i bagagen. Derfor har jeg altid som minimum en hånd-kaffekværn, friske bønner og bryggeudstyr med, når jeg tager på ferie.

Nu er det ved at være sommerferie-tid. Det betyder, at du står over for samme valg.

Heldigvis er det blevet en fest at lave kaffe, når du er på farten. Langt de fleste hoteller i dag har en el-kedel til at stå på værelset. Hvis ikke så kan man som regel få kogt vand i de fleste restauranter. Jeg har endda prøvet at brygge min egen kaffe på en café, hvor kaffen ikke så særligt lovende ud. Jeg bad om kogende vand, og de skrev en te-kande på regningen. Ingen sure miner og win-win for alle.

Med andre ord: Der er ingen undskyldninger for at drikke dårlig kaffe.

Her tager vi et kig på nogle af bedste gadgets, hvis du vil have god kaffe på rejsen.


aeropress kaffe test

Aeropress

Aeropress er på kort tid blevet en af de mest populære gadgets i kaffeverden. Det er en form for pumpe, der kombinerer flere forskellige teknikker fra andre bryggemetoder.

Det gode ved Aeropress er særligt, at den ikke fylder særligt meget. Derudover virker den ekstremt stabil. Man kan ikke rigtig forestille sig, at den går i stykker. Aeropress’en bruger små, runde papirfiltre. De er væsentligt billigere end andre filtertyper derude og fylder også mindre.

Aeropress-bryggeren kræver stort set ikke rengøring, hvilket er et plus, hvis du nu skal brygge kaffe på en flyver eller andet transportmiddel.
Nåja… og så laver den også udmærket kaffe!


Clever Coffee Dripper

Vi er vilde med Clever Coffee Dripper! 

​Clever er en snedig gentænkning af filterbryggeren. I stedet for at operere på den gængse filter-facon, hvor gennemstrømningen afgøres af, hvor stort hullet i bunden er, så har Clever en speciel 'lås', der gør at vandet først løber ud, idet du sætter filtertragten oven på en kop. 

Hvorfor er det praktisk på ferien? 

Jo, ser du, med Hario V60 er man afhængig af at have en kande med en præcis hældetud, hvis man vil have nogenlunde kontrol over brygningen. Men det kan være ret svært at finde den slags, når man er på ferie.

Det problem har man slet ikke med Clever Dripper. Så længe du kan få fat i noget relativt varmt vand, så kan du lave kaffe. 

Samtidig bruger Clever Coffee Dripper helt almindelige kaffefiltre, der kan indkøbes i supermarkedet, hvilket gør livet meget lettere. 

Læs mere om Clever her. 


Hipsterkaffe v60 hario

Hario V60

Hario V60 har været min kompagnon på en del rejser. Det er lidt mere besværligt at lave kaffe med Harios legendariske filter sammenlignet med en Aeropress eller en Clever Dripper – til gengæld smager det en anelse bedre.

Hario V60 kommer i flere forskellige versioner, men hvis du vil sikre dig, at den kan overleve landevejens knubs, er det måske en god idé at gå efter plastik- eller metalversionen. Jeg har selv haft en keramisk version, der har overlevet en del år, så det er ikke fordi de er decideret skrøbelige.

Læs meget mere om Hario V60 lige her.


Hario Slim håndkværn

Når du rejser, har du brug for en kværn. Det giver sig selv. Heldigvis har vi de seneste år set flere og flere attraktive håndkværne, som ikke koster spidsen af en jetjager. Hario Slim fylder kun lidt i din håndbagage, den har en simpel konstruktion, som kan klare lidt af hvert, og så kværner den helt udmærket.

kaffemølle fra Hario

Hario har også en model, der hedder Skerton, men den bliver lige lidt for stor til vores smag. Hvis du ikke har kværnet i hånden før, så er det en god oplevelse, som vil få dig til at værdsætte din kaffe endnu mere. Duften af friske bønner kombineret med lidt knofedt er ganske enkelt en genial måde at starte din dag på.


Porlex Mini

En stærk rival til Hario Slim-kværnen er Porlex Mini. Porlex Mini er i sandhed en minimal kværn. Den er nemlig 1,5 centimeter mindre end sin i forvejen diminutive konkurrent. Faktisk er den så lille, at den passer indeni en Aeropress – hvilket må siges, at være ret praktisk, hvis du hun har en lille smule plads i din bagage. Den lille kværn er også 45 gram lettere end Harios kaffemølle, selvom den er lavet i metal.

Metal har den fordel, at det er mindre statisk end plastic, og dermed vil mindre mængder kaffestøv sætte sig fast alle mulige steder. De koniske kværneblade er stort set magen til dem i Hario Slim, og kværnen producerer et resultat, der minder om det. Den store forskel mellem de to kværne består i brugsdesign.

Ikke nok med, at Porlex’en er en anelse end end Hario Slim, så er den også noget mere behagelige at kværne på, da det øverste håndtag er bredere og dermed bedre til at overføre energi. Kapaciteten i bønnehopperen er dog også en smule mindre, og så koster kværnen som regel et par hundrede kroner mere. Det er ikke noget helt let valg, da begge kværne er gode. Men vi må nok give en lille pointsejr til Porlex. 

Du kan se flere billeder af den lille frække kværn her.

Kom i godt rejsehumør med en god, gammeldags kaffesang!

Skriv en kommentar

26 Shares
Share25
Tweet
+1
Share1