Klaus Thomsen: Vi betaler gerne 40 kr. for en latte, mens bønderne må sulte

Medstifteren af The Coffee Collective frygter, at underbetaling og klimaforandringer vil presse bønderne så meget, at de helt dropper kaffen som afgrøde.

Omkring halvdelen af alle kaffebønder i Mellemamerika må leve med sult og usikkerhed i forhold til at få mad på bordet. Og situationen er næppe bedre i Asien og Afrika. Det afslører en rapport fra Specialty Coffee Association of America.

En af de få virksomheder i kaffeindustrien, som kæmper for mere gennemsigtighed og bedre forhold for bønderne, er danske The Coffee Collective.

Ifølge medejer Klaus Thomsen er kaffebønderne blevet underbetalt i mange år. Nu er problemet imidlertid blevet så stort, at det er svært at se, hvor fremtidens kaffefarmere skal komme fra. De kommende generationer har andre muligheder. At dyrke kaffe er langt fra attraktivt, som situationen ser ud i dag, forklarer Klaus Thomsen, som er et af de mest respekterede navne i kaffeverdenen, både i Danmark og internationalt, samt vinder af World Barista Championship i 2006.

klaus-thomsen-1
Klaus Thomsen mener, at postkoloniale strukturer fastholder kaffebønder i fattigdom (Original)

“Bønderne står lige nu over for en række problemer. Der er bladrust, som har udslettet næsten 40 procent af al kaffe i Latinamerika. Samtidig er der global opvarmning. Og for dem er det ikke bare er en teoretisk ting, deres lavt liggende marker begynder at blive for varme til at dyrke god kaffe, så de skal højere og højere op på bjerget for at få den rigtige gennemsnitstemperatur,” siger Klaus Thomsen.

“Samtidig kommer der flere og flere alternativer til dem, der arbejder med kaffen. Tidligere havde de ikke så mange muligheder, men nu kan de arbejde i byggebranchen og andre steder. Det betyder, at de yngre generationer slet ikke gider producere kaffe, fordi det har så dårlige udsigter for dem. Gennemsnitsalderen blandt kaffebønder er 50 år lige nu, og der er ikke noget, der tyder på, at kurven vender,” siger Klaus Thomsen, der var hos Estate Coffee, inden han sammen med tre kollegaer startede sit prisbelønnede mikroristeri.

Kaffens paradoks

Klaus Thomsen forklarer, at situationen med kaffe er ret speciel, fordi kaffe faktisk er en god forretning for mange aktører. Når først den koffeinfyldte drik bliver blandet med varm, skummet mælk, kan den sælges dyrt på caféer over hele verden. Samtidig har bønderne aldrig tjent mindre end i dag.

“Med hele Starbucks-revolutionen begyndte man at kunne tage enormt mange penge for en kop kaffe. Samtidig med at der var så mange penge i den ene ende, begyndte bønderne i den anden ende af kæden at opdage, at de ikke engang kunne få dækket deres omkostninger ved at dyrke kaffe. Og der ligger jo et kæmpe paradoks lige der. Når nu folk er villige til at betale meget for kaffe, når de gerne vil betale 35 eller 40 kroner for en caffe latte, så er der jo penge nok til, at vi kan få en ordentlig betaling ud til bonden. Vi er bare nødt til at sætte et system op, så vi sikrer, at vi får pengene ud i den anden ende,” siger Klaus Thomsen.

Et marked på postkoloniale vilkår

Årsagen til kaffebøndernes pauvre kår skal ifølge den danske kaffe-ekspert findes helt tilbage i begyndelsen af 1990’erne. Her kunne International Coffee Organisation ikke samle medlemslandene om at forny deres handelsaftale. Det medførte, at bunden røg ud af verdensmarkedet. Samtidig begyndte Vietnam at producere store mængder af den billige, men ikke særligt smagfulde kaffesort robusta. Selvom kaffepriserne er steget siden dengang, så er det kun en smule forhold til inflationen.

“I min optik er kaffekrisen slet ikke ovre endnu. Bønderne lever jo på sultegrænsen i dag, som rapporten fra SCAA viser,” siger Klaus Thomsen.

The coffee collective kenya kieni
Kaffebær sorteres i Kenya (Original)

Han forklarer, at de fleste kaffelandes fortid som kolonier også en spiller rolle.

“Der er mange postkoloniale strukturer, som hænger ved. Det er kun lidt over 50 år siden, at Kenya fik uafhængighed fra Storbritannien, og du kan stadig se, hvordan briterne sidder på rigtig mange eksport-funktioner dernede. Spørgsmålet er så, om de varetager interesser for de kenyanske producenter eller for dem, der indkøber kaffe i Vesten? Der er rigtig mange ting, der stadig er skæve, og Kenya er endda et af de lande, der får en bedre betaling end så mange andre.“

Læs mere om The Coffee Collectives kenyanske kaffe her

Han ved godt, at det er et kontroversielt synspunkt, og at mange politikere sikkert vil være uenige med ham. Men Klaus Thomsen er alligevel tilhænger af regulering og minimumspriser på verdensmarkedet for kaffe. Det er den eneste måde man kan sikre kaffebønderne en anstændig løn.

“For mit vedkommende så ville jeg ønske, at der var en international handelsaftale, der sikrede, at man ikke fik lov til at købe kaffe til mindre end Fairtrade-prisen. Med finanskrisen har vi set, hvordan det går med med markeder, der ikke bliver reguleret. Det virker jo ikke,” siger den danske kaffechef.

Fairtrade er ikke specielt fair

Fairtrade eller Max Havelaar, som certificeringen tidligere hed, blev i sin tid lavet for at afbøde konsekvenserne af kaffekrisen. Men Klaus Thomsen mener stadig ikke, at det er en effektiv løsning, når det kommer til at sikre bønderne en ordentlig betaling.

“Fairtrade er udregnet som en minimumspris, hvor bonden kan overleve. Intentionen er god nok, hvis det kun handler om at undgå sult, men for vores firma er det ikke nok,” siger han og uddyber:

“Alle de her organisationer som Fairtrade, UTZ og Rainforest Alliance tilbyder en meget lille ekstra betaling for en meget stor ekstra mængde arbejde, der skal laves. Der er masser af bureaukrati og tykke bøger med regler, som bønderne skal leve op til for at få den her ekstra betaling. Vi synes det er totalt unfair. Vi skal ikke komme og kræve noget af bonden, indtil vi selv har fået nogle regler, der kan sikre fairness,” forklarer Klaus Thomsen.

Her er The Coffee Collectives café på Nørrebro.
Her er The Coffee Collectives café på Nørrebro.

“Det er ikke lang tid siden, at det var fremme, at der er børnearbejde på nogle kaffefarme i Guatemala. Og det er rigtigt, at der er en masse udfordringer, når det kommer til etisk kaffedyrkning. Men sådan som jeg ser det, så starter alle problemerne stort set med, at bønderne ikke bliver betalt ordentligt. Bønderne vil gerne undgå børnearbejde, de vil gerne opføre sig godt i forhold til miljøet, de vil gerne lave eksperimenter og øge kvaliteten. De vil gerne gøre alting rigtigt. Problemet er bare, at de er så pressede på deres indtægt, at de ikke har mulighed for at gøre alle de her gode ting,” siger Klaus Thomsen.

Forsøger at gå forrest

Klaus Thomsen og hans tre medkollektivister i The Coffee Collective prøver at følge de gode intentioner til dørs med mere end bare snak.

The Coffee Collective har siden stiftelsen benyttet sig af deres eget alternativ til Fairtrade-mærket. Direct Trade kalder firmaet deres certificering, der er noget mere radikal, og fremfor alt meget mere fordelagtig for bonden.

“Med Direct Trade vender vi arbejdsbyrden på hovedet. I stedet for at stille krav til bønderne, stiller vi krav til os selv som ristere i Vesten. Vi skal betale en ordentlig pris direkte til farmerne. Og ikke bare til en eller anden mellemhandler.”

Direct Trade bygger på to simple regler: Den første er, at The Coffee Collective forpligter sig selv til at betale minimum 25 procent over Fairtrade-taksten, i mange tilfælde betaler firmaet dog langt mere. Samtidig skriver man indkøbsprisen på kaffeposerne.

Coffee Collective Klaus Thomsen
En række bønne-samples forberedes i Kenya. (Original)

Derudover forpligter kaffefirmaet sig til at besøge alle de farme, som man indkøber kaffe fra én gang om året. I skrivende stund drejer det sig om farme i Etiopien, Kenya, Panama, Colombia, Guatemala og Brasilien.

“Vi synes det er enormt vigtigt at kunne se, hvilke forhold kaffen bliver dyrket under, at kunne se, hvem der plukker kaffen og vide, hvor meget de bliver betalt. Samtidig så giver det mulighed for, at bønderne kan se, hvad der sker med kaffen i vores del af verden. Rigtig mange kaffebønder har et lille stykke jord og leverer bare ubearbejdede bær til en kaffemølle. Normalt slutter processen for dem, når de har afleveret bærrene. De aner slet ikke, at kaffen bliver processeret, tørmøllet, eksporteret, ristet og pakket og solgt. Vi synes, at der er noget ordentligt i også at komme og vise interesse for det arbejde, som de laver, og delagtiggøre dem i, hvad der sker med kaffen. På den måde får de også en større faglig stolthed, som forhåbentlig smitter af på det endelige produkt.”

Direct Trade er ‘Det Vilde Vesten’

Klaus Thomsen fortæller, at Direct Trade er et beskyttet varemærke i Danmark. I udlandet bruges det dog i flæng af kaffefirmaer, der gerne vil fremstå som etiske foretagender.

“Vi snakkede i sin tid med Geoff Watts, den legendariske indkøber af grønne bønner fra Intelligentsia, og ejeren Doug Zell, og de foreslog, at vi brugte Direct Trade-navnet, fordi det kommunikerer klart til forbrugeren, at der foregår noget specielt her. Derfra kan vi så tage dialogen videre og forklare, hvad det egentlig går ud på. De sagde også, at de havde set udtrykket blive misbrugt i USA. Alle mulige, der på ingen måde lavede Direct Trade og bare købte kaffe gennem mellemhandlere, skrev også Direct Trade på deres poser. Så de foreslog, at vi varemærkeregistrerede begrebet i Danmark. Det gjorde vi så, men ikke for at holde det for os selv, men for at sikre, at det ikke blev misbrugt,” slår Klaus Thomsen fast.

“I dag har vi tre andre risterier i Danmark, som bruger Direct Trade: Estate Coffee, La Cabra i Aarhus og Dynamo i Herning. Vi er inde og tjekke, at de lever op til kravene. Vi vil ikke holde det for os selv, men vil gerne have andre med. Problemet er, at det kun er i Danmark, at Direct Trade har en form for beskyttelse. Bare du tager til Sverige, så er det ‘Det Vilde Vesten’. Der er ikke nogen accountability.”

Vil helst sælge den dyre kaffe

The Coffee Collective har i modsætning til supermarkeder og mange andre kaffebutikker en nominel prisstruktur, forklarer Klaus Thomsen. Det betyder, at risteriet tjener det samme på kaffen, uanset om man sælger en dyr eller billigere variant. Fairtrade bliver derimod ofte en mulighed for, at andre led i kæden kan tjene mere.

Kieni kenya
The Coffee Collective besøger alle farme, de køber kaffe fra, minimum én gang om året. (Original)

“Når du går ned i supermarkedet og finder to stort set identiske kaffer fra Nicaragua, og den ene er Fairtrade, mens den anden ikke er, så er der en ret stor prisforskel på Fairtrade-kaffen i forhold til den konventionelle. Det burde være sådan, at prisforskellen gik til bonden, men sådan er det ikke i dag. Bonden har kun fået lidt mere. Både importøren, risteriet og supermarkedet må gerne lægge procenter oven i og tjene mere på Fairtrade. Det synes vi er åndsvagt, for hvis posen koster ti kroner mere, så er der en masse forbrugere, som vil tøve med at købe. Havde den derimod kun kostet en krone mere, som er gået til bonden, så ville det lige pludselig være meget lettere for forbrugeren at vælge den rigtige kaffe.”

“Med vores kaffe har vi valgt at have en nominel prisstruktur, så lige meget hvad kaffen koster, så tjener vi det samme i kroner og øre. For os som risteri koster det nøjagtigt det samme i gas, pakning og markedsføring, om vi rister en portion af vores dyreste kaffe fra Esmeralda eller den billigste fra Daterra. Vi synes, det er sjovere at sælge de kaffer, hvor vi kan betale rigtig meget til bonden.”

Kan du sige noget om, hvad kaffebønderne typisk tjener? Og hvor meget betaler The Coffee Collective?

“Prisen, som bonden får per kilo bær, svinger helt vildt i forskellige dele af verden. De tal, jeg kender bedste, er fra Kenya, hvor jeg selv rejser ned to gange om året og sourcer kaffen. Der kan priserne også svinge helt vildt. Kieni, som vi har handlet med i en del år, er et af de højest betalende kooperativer i Kenya. De er berømte i kaffekredse i Kenya for at få en høj pris, fordi vi køber en masse af deres kaffe. De udbetaler omkring 82 Kenya shilling pr kilo bær til deres medlemmer (5,48 kroner, red.). De dårligere kooperativer i Kenya ligger omkring 30 shilling for et kilo kaffebær. Det er langt under smertegrænsen, jeg er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kan betale sig for bønderne,” siger Klaus Thomsen.

kaffebær
Kaffeplukkere med perfekt modne bær

Hvis prisen på kaffebær lyder utroligt lav, så er der en god forklaring. Man kan nemlig ikke sætte lighedstegn mellem kaffebær og kaffe på hylderne supermarkedet, fortæller den garvede kaffeindkøber. Kaffe er jo et bær eller en frugt som kan minde om kirsebær; på engelsk bliver bærrene også omtalt som ‘cherries’, og det er kun de inderste sten – dem vi kalder bønner – som bliver ristet og brugt til at brygge kaffe.

“Du skal plukke, håndplukke vel at mærke, omkring syv til otte kilo bær for at lave et kilo eksporteret kaffe. Når folk ser, hvor sindssygt meget arbejde der er i at lave kaffe, så får de næsten altid et helt andet billede af det der med, at det er okay lige at lave en stor kande og så hælde resten ud i vasken, for man kan alligevel købe tre pakker til hundrede kroner i supermarkedet,” siger Klaus Thomsen.

Forbrugeren vil gerne være med

Man kan godt få indtryk af, at den er en hel del galt med kaffeindustrien, når man snakker med medstifteren af The Coffee Collective. Men han har dog trods alt forhåbninger om, at forbrugere, brancheorganisationer og risterier som hans eget i fællesskab kan sætte en lille revolution i gang. Måske kan fattigdommen ikke stoppes her og nu, men i takt med, at forbrugerne bliver klogere, så vil det hjælpe på hele værdikæden.

“Risterierne skal tage et meget større ansvar end i dag. Alt for mange steder er glade, så længe de bare kan sælge noget lækker kaffe i en smart indpakning. De bruger enormt meget krudt på markedsføring, men de køber i virkeligheden bare kaffe hos en mellemhandler og er ikke med til at ændre noget,” siger Klaus Thomsen og uddyber:

Det smukke kaffe-landskab i Kenya.
Det smukke kaffe-landskab i Kenya. (Original)

“Al min erfaring viser, at forbrugerne virkelig gerne vil være med til, at bonden får en ordentlig betaling. Mange kender slet ikke til problemerne. De tænker, at det smager godt, og så har bonden nok også fået en god betaling. Det er klart, at vi som et lille risteri i København ikke kan ændre alverden. Vi kan gøre det godt, der hvor vi er, og skabe nogle ringe i vandet, så folk stiller spørgsmål til kaffepriser og få andre risterier med på Direct Trade. Men når det kommer til sult og fattigdom, så kræver det en indsats fra NGO’er, lokale beslutningstagere og politikere.”

Støt The Coffee Collective og de kenyanske bønder ved at købe en pose af den prisbelønnede Kieni-kaffe.

Billederne er lånt ud af The Coffee Collective. De originale samt mange flere fra Kollektivets kaffeture kan ses her på Flickr

Skriv en kommentar

16 Shares
Share16
Tweet
+1
Share