Test af Espro Press: Den ultimative stempelkande?

I mange år har stempelkander bare været stempelkander. Nu er en ny model kommet på markedet, som har planer om at revolutionere genren. Men er den nu også i stand til det? 

More...

Anmeldelse af: Espro Press

Brug: Stempelkande

Pris

Dyrere end tilsvarende metoder. 

Ydeevne

Den reneste smag blandt stempelkander generelt.

Brug & Design

Elegant design i massivt metal, let at bruge.

Vi kan lide: 

– Producerer lækker kaffe

– Praktisk til større selskaber

– Virkeligt solidt bygget

Minusser: 

 – Kaffespild

– Bedste resultat med papirfilter

Referat: Espro Press er en ny spiller på markedet for stempelkander, hvor der ikke er sket alverden siden Bodum lancerede sin kendte model tilbage i 80'erne. Nu får den konkurrence til stregen. Espro Press brygger nemlig særdeles god kaffe. 

 Bedste pris: 799 kroner

Stempelkander er et af de allermest kendte og elskede stykker udstyr inden for kaffe. Men de seneste fem år er metoden gået tilbage i popularitet. Det skyldes nok særligt, at nye metoder som Aeropress og filterkaffe har vundet udbredelse. Disse metoder producerer begge kaffe, som er renere i smagen og bedre til at fremelske nuancerne i koppen. 

Men stempelkanden har stadig mange fans. ​Der er noget hyggeligt og hjemligt ved at brygge en ordentlig kande kaffe. Og der er også et praktisk element: Når man skal lave kaffe til mere end et par stykker, så er det jo ret besværligt at gøre det med Hario filter eksempelvis.

Og så er der en del folk, som holder af at lave en kande, der bare kan stå og holde sig varm. 

Espro Press er en relativt ny stempelkande, som påstår at den kan lave kaffe som er bedre end den traditionelle stempelkande og lige så rent som filterkaffen. Vi har testet den for at se om det nu også holder.

espro press test

Den ser okay ud, den nye stempelkande fra Espro

Espro Press Test

Espro Press ligner på overfladen bare en stempelkande. Den er lavet af dobbeltvægget metal. Den føles ekstremt solid, når man holder den, men alligevel er den overraskende let. Håndtaget i metal er støbt på, og det fuldender kandens solide og minimalistike look. 

Kanden ligner en klassisk stempelkande eller termokande, men har alligevel en moderne pondus. Den ville nok pynte i de fleste køkkener.

Det unikke ved Espro Press ligger dog ikke i det ydre, men derimod i det indre.

Traditionelle stempelkander har ikke rykket sig de sidste mange år – i stedet har man stædigt holdt fast i det lidt gammeldags designede metalfilter. Espro Press derimod har et helt nyt filter

Filtret består af to dele der kobles sammen. Begge elementer har et indbygget filter; et net med mikroskopiske masker. Med et enkelt lille vrid 'klikker' de to dele sig sammen. Det fungerer uhyre enkelt og pålideligt. Det dobbelte filter sikrer, at der absolut ikke er noget grums som får lov at passere ud til den bryggede kaffe.

Espro Press har desuden en silikonring i toppen over filtrene. Den sørger for at filtret slutter fuldstændigt tæt inde i kanden, så intet grums får lov at passere. 

Egentlig  er princippet det samme som med en traditionel stempelkande. Lad kaffen trække og kør stemplet ned, når de fem minutter er gået. Så det store spørgsmål er om det virker bedre? 

Disclaimer: Mange tror, at de er i mål, når de har en god kværn og en lækker stempelkande. Det er blot én del af ligningen, når du skal lave kaffe i baristaklasse. Du har også brug for nyristede bønner, godt vand med lavt kalkindhold og en præcis opskrift. 

espro filter

Espro forsøger sig med en helt ny form for filter

For at teste effektiviteten af den nye opfindelse bryggede jeg en kande helt efter den sædvanlige stempelkande-metode. Halv-groft kværnet, trækketid på fire minutter og så stemple i gennem. 

Resultatet blev udmærket, dog uden at slå benene væk under mig. Men det mest bemærkelsesværdige var, at der stort set ikke kom noget grums med ud i koppen. Kun en meget lille smule mikrogrums kom med ud; det er den form for grums der er så fin, at man ikke rigtigt kan føle det på tungen, men man kan se lidt i bunden af koppen, når der kun er få slurke tilbage. ​

espro silikonering

Læg mærke til silikoneringen, som slutter helt tæt med kanten af siden

At koppen ikke smagte så overbevisende kunne have noget med enten kaffen eller opskriften at gøre. Denne gang kværnede jeg finere – til filter – og brugte en anden type kaffe. Straks smagte kaffen langt bedre. ​

​Jeg har sagt det før, men én af de allerstørste farer, når man brygger stempelkande er at komme til at underekstrahere kaffen. Det var det, der var sket før. 

Det gode ved Espro Press er, at man ikke skal være bange for at kværne fint. Det kan kanden sagtens håndtere i modsætning til de gængse stempelkander. 

espro stempelkande

Face-off: Stempel vs stempel

Næste test bestod i at sammenligne med en normal stempelkande. Jeg brugte nøjagtigt samme kaffe, trækketid, kværnegrad og kaffe. Begge kander var naturligvis gjort eksemplarisk rent 

Disclaimer: Det er virkelig udbredt med stempler der ikke er gjort ordentligt rent – stemplet skal skrues fra hinanden og rengøres hver gang – eller sætter kaffeolier sig fast og skaber en sort plamage der giver harsk smag til den bryggede kaffe!

Kafferne smagte næsten ens – den helt store forskel var, at stempelkanden havde en uren mundfornemmelse og en tydelig mængde grums. Espro Press havde derimod næsten ikke noget grums. Ja, man skulle næsten have fat i et mikroskop for at se det. 

espro ren kop

Espro byder på langt mindre grums sammenlignet med den traditionelle model

Men Espro Press har faktisk endnu et es i ærmet. Hvis man ikke synes, at de to mikrofiltre er gode nok, så kan man som noget ret unikt bruge et papirfilter i sin Espro Press. Jeg må tilstå, at jeg generelt er mere begejstret for papirfiltreret kaffe. Med et papirfilter kan man holde nogle af kaffeolierne væk fra koppen, og det gør den bare klarere i smagen.

Med Espro foregår det på den måde, at man skiller de to filtre fra hinanden og indsætter et af de runde papirfiltre, som følger med i æsken, mellem de to skrubare filtre. Papirfiltret er rundt, så der skal måske nørkles lidt for at få det til at side perfekt. 

espro press papirfilter

Jeg fandt ud af, at i stedet for at sætte det på plads i b​unden, som på billedet overfor, så er det lettere at holde det fast på det øverste filter og så bare skrue bunden på. Derefter skyller man filtret i vand, skiller det ad igen, og justerer det på plads. Det lyder måske en anelse kompliceret, men det er meget enkelt at gøre, når du står med udstyret i hånden.

Jeg sigtede igen efter at undgå underekstration, så jeg kørte med et 1:14 forhold, en mellem kværnegrad (ligesom filter) og en trækketid på fem minutter. 

Resultatet var forbavsende. Det smagte næsten som en filterkaffe, men med noget af den solide krop, som vi kender og elsker fra stempelkande. 

Det er ikke fordi det indbyggede filter er dårligt – langt fra, men jeg vil næsten til en hver tid foretrække versionen med papirfiltret sat i. Det bliver ganske enkelt bare lækrere og renere på den måde. I hvert fald for en erklæret filter-fan. 

Stor eller lille? Hvis dit primære mål med at indkøbe en Espro er at lave kaffe til større forsamlinger, så giver det sig selv at 1-liters modellen er bedst at gå efter. Skal du derimod bruge Espro til din egen morgenkaffe, så er den mindre model på en halv liter oplagt at gå efter. 

Espro Press bryster sig selv af, at kaffen kan holde sig varm og lækker i lang tid, og det har de ret i. Firmaet mener desuden, at man kan undgå overekstration på grund af det unikke filtreringsdesign, men der er jeg ikke helt enig. Hvis du lader kaffen stå en time i Espro'en vil den smage noget stærkere og en anelse mere bittert. Det er overhovedet ikke så slemt som med en almindelig stempelkande, men tendensen er der dog. 

Espro Press: Konklusion

Espro Press sætter en helt ny standard for stempelkaffe. Kaffen bliver ganske enkelt meget renere og lækrere sammenlignet med den klassiske version, som har siddet tungt på markedet i en årrække.

Det eneste aspekt der er værd at overveje en ekstra gang er måske prisen – her ligger Espro Press noget højere end de fleste andre stempelkander, hvilket på sin vis giver god mening med det solide materialevalg i tankerne. 

Espro har desuden et par andre finter med i ærmet, som jeg er ret stor fan af. Muligheden for at indsætte et papirfilter er genial og helt klart noget, som mange kaffenørder vil sætte pris på. Lige pludselig kan man lave lækker filtreret kaffe til større selskaber. 

Som de typiske termo-stempelkander kan Espro også holde kaffen varm i lang tid. Espro selv påstår, at kaffen ikke bliver ekstraheret, mens den står og venter – og det er et stykke hen ad vejen rigtigt nok. 

​Alternativer?

Den traditionelle stempelkande kan mange af de samme ting, men desværre ikke på dette niveau. 

I stedet skal man nok skele mod filterbryggere, hvis man vil have en kaffe, der er ligeså ren og klar som det Espro kan præstere. På en måde kan Chemex måske ses som filter-alternativet – det er ligeledes en smuk serveringsmetode, som er beregnet til større portioner.

Har du ofte en gruppe venner på besøg, som du vil imponere med en god kande kaffe? Eller har du en stor kaffedrikkende familie? Så er Espro Press helt klart en god investering. 

Er du en kaffe-elsker med god tid, som dyrker din hobby lidt for dig selv? Så er der ikke nødvendigvis grund til at opgradere fra et V60-filter. 

Espro er ligesom en traditionel stempelkande – bare en hel del bedre. Så er du til kaffe med god krop, så er Espro en rigtig fornuftig løsning. 

Se flere anmeldelser og info her

Espro Press

Summary
Review Date
Reviewed Item
Espro Press
Author Rating
51star1star1star1star1star

One Comment

  1. Kaffe Drikker

    Jeg mener det var det franske firma “Melior” der lavede nogen af de første stempekander (det står der på min). Ikke Bodum, de overtog blot og forringede kanden, i det mindste dem med metalstel. Melior er lækre og gedigne, Bodums føles som blik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *